Udskifte computer

For nogle dage siden begyndte vores gamle computer at lyde mærkeligt, og jeg var overbevist om, at det var ventilatoren, der frembragte den meget højfrekvente hyletone, som computeren udsendte. Nå, tænkte jeg, den holder vist ikke meget længere, og den er i hvert fald for gammel til, at det kan betale sig at få den repareret, så der bliver nok tale om en udskiftning.

Jeg nævnte det for min kone, som straks sagde, at så syntes hun, at vi i stedet for det store, gamle skrummel skulle anskaffe os en billig bærbar computer, for det vil da også i mange tilfælde være praktisk, at man for eksempel kan sidde ude på terrassen med sin computer, hvis vejret er til det.

Og det gav jeg hende såmænd ret i, for jeg ved, at de bærbare computere, man har i dag, har betydeligt mere lagerkapacitet og for den sags skyld også mere RAM, end vi er vant til med vores gamle, stationære computer.

Så vi tog dagen efter ind til byen og fik købt en bærbar computer. Forretningen havde faktisk et rigtig godt tilbud på en model, som ganske vist er ved at blive fornyet, men som udmærket kan leve op til vores behov.

Vi sparede faktisk noget over 1.000 kroner ved at købe den, og min kone foreslog straks, at vi skulle bruge pengene på en tablet magen til den, vores ældste datter har, for sådan en havde hun længe ønsket sig. Der røg den besparelse, men til gengæld kørte jeg hjem med en glad kone.

MAC eller PC?

Åh ja – det er jo den rene religionskrig der, men min lillebror har nu alligevel taget og gjort hele debatten ganske simpel for mig. Han har arbejdet med computere, siden engang omkring 1992, og det har altid været Windowsbaserede computere. Men så i 2010 købte han sin første iPhone, og han blev så overvældet af dens nemme betjening, at han investerede i sin første Mac computer – en iMac.

Efter blot en måned var han dybt rystet over, at han i så mange år pure havde afvist Mac som et alternativ. Som han siger: “For mig var en computer i mange år et værktøj, der konstant skulle vedligeholdes og arbejdes med for at den fungerede optimalt. Og det var normen, at skidtet crashede, at der skulle installeres drivere og at ting ikke kunne arbejde sammen på computeren. Siden jeg skiftede til Mac, har jeg ikke haft ét crash, og jeg skal aldrig justere på noget som helst. I dag er en computer for mig et værktøj, der bare kører – uden vedligeholdelse. Jeg er beskæmmet over, at jeg har spildt så mange timer af mit liv med Windows”.

Det gjorde udslaget for os, og da vi skulle finde den bedste tablet, gik vi på Pricerunner og endte med en iPad 🙂

Disclaimer