Afhentning af min skrotbil
Det var med en god portion vemod, at jeg for nylig måtte bede et autoophug om at komme og hente den gamle Volvo Amazon, som var den bil, jeg som dreng fik de første køreture i. Bilen var min fars, men nu har han efter flere års stædighed erkendt, at det er på tide at flytte på plejehjem, for han er blevet så svagelig, at han ikke længere kunne klare sig selv derhjemme.
Den gamle Volvo har en lang og glorværdig historie. Den var faktisk den første bil, min far købte som fabriksny en gang i 1960’erne. Den var familiens trofaste følgesvend i en lang årrække, og da det efterhånden var på tide at skifte den ud med en ny, havde den så ringe værdi, at min far valgte at beholde den, for han kunne alligevel ikke få noget af betydning for den.
Den stod så i den ene halvdel af dobbeltgaragen i mit barndomshjem, og ved sjældne lejligheder kørte vi en tur i den. Men bilen blev jo ringere og ringere og plaget af rustangreb, så da den på et tidspunkt skulle til syn, opgav min far på forhånd og afleverede nummerpladerne på motorkontoret. Men af med den gamle Volvo ville han nu ikke, så den blev bare stående i garagen.
Nu skal min fars hus sælges, så jeg har været travlt beskæftiget med at få ryddet ud i huset. Jeg kiggede grundigt på Volvoen, men måtte erkende, at den var blevet så rustplaget, at der ikke ville være mulighed for at restaurere den, så jeg besluttede, at den nu var blevet en regulær skrot bil.
Og den vurdering blev jeg bekræftet i, da autoophuggeren kom for at hente den. Han var enig med mig i, at den ikke havde den store værdi tilbage, og der var nok heller ingen reservedele, han kunne pille ud og sælge til en eller anden Volvo-entusiast.
Han bemærkede, at den ikke havde nummerplader på og fortalte mig så, at når den ikke havde været indregistreret i en årrække, kunne jeg ikke regne med at få nogen skrotpræmie for den, men det gjorde nu ikke noget, for det havde jeg heller ikke sat næsen op efter.
Og så forventede jeg endda, at jeg nok skulle betale autoophuggeren for afhentningen af bilen, men der blev jeg glædeligt overrasket. Han fortalte, at han i sit firma havde et fast princip om, at afhentning af skrotbil altid sker uden beregning, for om ikke andet er der trods rustangrebene altid en vis form for metalværdi i sådan en gammel bil.
Da han havde fået trukket Volvoen op på ladet af den lille lastbil småsludrede vi lidt om skrotbiler i almindelighed. Han fortalte, at en af de sværeste opgaver i den forretning, han driver, er at fastsætte skrotpriser på biler, medmindre de er så gamle og ødelagte som tilfældet var med denne Volvo, for så gamle biler ville han aldrig drømme om at give noget for. Så bare jeg kan få dækket udgiften ved afhentningen, er jeg såmænd ganske godt tilfreds, sagde han.
