Rideudstyr er en videnskab

Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Vores datter, Maibritt på 12 år, kan være særdeles stædig, når det falder hende ind, og gennem flere år har hun faktisk haft held med at holde fast i, at hun ikke vil bruge sporer, når hun rider på en hest til rideundervisningen, som hun går meget højt op i. Maibritt mener ganske enkelt, at man skal kunne få hesten til at lystre med det gode og ikke ved at plage den med smertefulde tryk med sporer.

Hendes dygtige ridelærer har været efter hende mange gange og fortalt hende, at det for hesten ikke medfører nogen egentlig smerte, når en rytter bruger sporerne, men at hesten bare opfatter det som et signal om at gå til den side, hvor en spore påvirker dens hud.

Men Maibritt har stædigt holdt fast i sit og har også haft held til at lære de heste, hun har redet på, at hendes blide berøring med støvlehælen altså betyder, at hesten skal gå til den pågældende side.

For nylig måtte hun imidlertid give sig, da hun på rideskolen blev tildelt en hest, hun ikke tidligere havde redet på, og den hest kunne bare ikke forstå hendes signaler med støvlerne, for den var vant til at kunne mærke andre rytteres sporer. Så efter lang tids kamp gav Maibritt efter og gav ridelæreren ret.

Så vi måtte en tur omkring den forretning, hvor vi plejer at købe det forskellige udstyr til ridning, som Maibritt bruger, for at finde et sæt sporer til hende. Inden hun og jeg kørte af sted for at handle, nævnte min kone, at det vist også var ved at være tid til, at Maibritt skulle have et par nye ridebukser, for hendes fysiske udvikling havde medført, at de gamle efterhånden sad ualmindeligt stramt om hendes bagdel, og det syntes min kone så lige lovlig udfordrende ud.

Maibritt blev glædeligt overrasket, da jeg i bilen nævnte for hende, at vi også skulle have købt et par nye ridebukser til hende, for de gamle var nok ved at være et par numre for små. I mit stille sind sad jeg og tænkte på, hvad sådan et par bukser mon kunne koste, men jeg slog det hen, for vi er faktisk glade for, at Maibritt går så meget op i sin ridning, så vi punger gerne ud til det nødvendige udstyr til sporten.

Derfor blev jeg glædeligt overrasket over, at de ridebukser, Maibritt helst ville have, faktisk kostede flere hundrede kroner mindre, end jeg havde forventet. Og jeg dummede mig overfor Maibritt med en bemærkning om, at det da var billigt, for den greb hun straks i luften og spurgte, om der så ikke også kunne blive råd til en ny ridehjelm, for den gamle havde efterhånden fået nogle skrammer, så den ikke ligefrem var noget kønt syn længere.

Det gik jeg med til, og vi kørte derefter videre til rideskolen, idet Maibritt skulle til undervisning. Jeg hjalp hende som sædvanlig med at give hesten et hestedækken på inden opvarmningen. Det får den altid her i den kolde årstid.

Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *